“Jeg hedder Miquel Ortega. Jeg er født i 1974 i Spanien, Barcelona.

Jeg har altid interesseret mig for kroppen og dens indvirken på psyken. Af den grund har det været naturligt for mig hele tiden at videreudvikle mig og uddanne mig som massør igennem de 20 år jeg har været beskæftiget i faget.

I 2003 tog jeg uddannelsen i fysiurgisk massage. Jeg oplever at det er en behandling der gør en markant positiv forskel for de af mine klienter som oplever stivhed eller smerter i muskler og led.

I 2004 åbnede jeg min egen praksis. Jeg glæder mig hver dag over muligheden for at bruge min intuition og ekspertise til at give dig som kommer den behandling du har behov for”.

Du finder mit CV. her, hvis du skulle være interesseret i det.

Min massagetilgang

Bag hver en massageteknik og -manøvre jeg, som fysiurgisk massør udfører, er en hel filosofi – et organisk sæt af koncepter, der danner grundlag for min forståelse af kroppen og dens sammenhæng med vores psyke.

Fysiurgisk massage har base i anatomi og biomekanik. Ovenpå en indgående viden om vores krops opbygning anvendes faglige måder at ”tolke” kroppen på.

De fysiurgiske fortolkningsmetoder er designet til at lokalisere årsag og konsekvens og bestemme forholdet herimellem. Årsagen er ikke nødvendigvis der hvor konsekvensen/læsionen befinder sig. F. eks. kan man have ondt i fødderne, når man går, men årsagen kan være et skævt bækken. For mig som massør handler det om at afsløre og behandle årsagen. I behandlingen lindrer jeg også den smerte der følger af årsagen.

Når du kommer hos mig

Når du kommer hos mig første gang med et problem, så vil jeg spørge dig om hvor og hvordan problemet er opstået, hvor langt tid det har varet mv. Herpå laver jeg nogle biomekaniske tests og tests af bevægelse ud fra det du siger er galt.

Efter samtale og biomekaniske tests begynder jeg på behandlingen. Under behandlingen afbalancerer jeg kroppens struktur.
De fleste smerter og ubehag i kroppen er et resultat af ubalancer. Det er blandt andet meget vigtigt for balancen at muskler kommer tilbage til sin normale længde, kommer i hvile, i en uanstrengt position hvor de ikke er for korte, ikke for lange.

Behandlingens afslutning

Jeg afslutter behandlingen med kraniosakral teknikker, som sørger for at alle strukturer i kroppen vender tilbage til sin naturlige tilstand. Kraniosakral-teknikkerne får kroppen til at acceptere og samle de nye signaler om ændringer og rettelser i kroppen, som den modtog under behandlingen. Denne afsluttende del af behandlingen føles også meget afslappende og behagelig.